Kooperationen

Årsmøde 2012

Kooperationens årsmøde holdes torsdag den 21. juni 2012 på LO-Skolen i Helsingør.

2012 er et helt særligt år for Kooperationen. Ikke alene fejrer Kooperationen sit 90 års jubilæum, men FN har også udråbt 2012 til kooperativernes år. Det kunne ikke blive mere betydningsfuldt. I den ånd bliver Årsmøde 2012 i Kooperationens og fællesskabets tegn.

I år har vi inviteret to foredragsholdere, henholdsvis den prisbelønnede forfatter og erhvervsinnovator Tania Ellis og direktøren for Energiakademiet på Samsø, Søren Hermansen. I sit indlæg vil Tania Ellis tale om, hvordan sameksistensen af økonomi og humanisme kan føre til nyt iværksætteri til glæde for mennesker i et fælles og bedre samfund. Søren Hermansen vil i sit indlæg sætte "fælledskabet" på dagsordenen og dermed vise, at det kan betale sig at være fælles om at løfte livets opgaver.

Konventums Køkken, der er landskendt for ny dansk madkvalitet og friske råvarer, laver mad til os. Restauranten har en af Danmarks smukkeste udsigter direkte til Øresund, hvor vi skal nyde maden med sundet og den svenske kyst i baggrunden. Under middagen vil der være rig lejlighed til hyggeligt samvær med nye og gamle venner. Og i løbet af aftenen skal vi i fællesskabets tegn opleve noget opsigtsvækkende… Læs mere
TILMELD DIG HER

Udviklingsforenings Årsmøde 2012

Udviklingsforeningens årsmøde holdes fredag den 22. juni 2012, kl. 09.00 på LO-skolen i Helsingør. Temaet for Udviklingsforenings Årsmøde i år er Certificering af Miljørigtigt Bæredygtigt Byggeri. I den anledning vil Green Building Council Denmark, der fungerer som et uvildigt overordnet råd for miljørigtigt og bæredygtigt byggeri, kort præsentere nye miljømæssige, sociale og økonomiske aspekter ved bæredygtig certificering af byggeriet. Efter årsmødet vil HR- og Sekretariatschef for Folkeferie.dk fortælle om renoveringen af Feriebyen. LÆS MERE HER ELLER TILMELD DIG HER

Kooperation eller kaos

"Det økonomiske stormvejr giver ilt til nye virksomhedstyper. De abonnerer hverken på statsmonopol eller koncernkapitalisme, men på civilsamfund og demokrati." Læs Susanne Westhausens indlæg i Information om vigtigheden af den danske andelsbevægelse HER

Akupunktur for alle

I et rum med dæmpet lys tager 10 personer, der ikke kender hinanden, en lur i hver sin lænestol. De er tilbagelænet, deres bukseben og ærmer er opsmøget. Rundt omkring på deres krop er der placeret nåle. De 10 personer er i færd med at pleje deres sundhed. Den samme scene udspiller sig i mere end 200 andre fællesskabsbaserede akupunktørklinikker rundt om i USA. Læs mere

Mød et nyt medlem - Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse (CVA) er et kooperativ, der startede som en fiks idé i en frokostpause på Aarhus Universitet. CVA's medlemmer har alle sammen læst filosofi, men ville gerne noget med faget, som ikke forekom at være muligt inden for universitetets rammer. De startede med en blog og et halvfærdigt manuskript, som senere blev til bogen Knoldesparkeren, Flottenheimeren og Glatnakken. I dag skriver de en ugentlig klumme i Information, ligesom de har et radioprogram om lørdagen på Radio24syv. Desuden holder CVA jævnligt foredrag rundt omkring. Læs mere på www.centerforvildanalyse.dk

Dine historier er som Foggy Mountain bluegrass i vores ører!

Del dine historier med os og vis verden, at du er stolt af at være kooperativ! FN's kooperative år 2012 handler i høj grad om at vise de gode historier om kooperative virksomheder frem.
Så har du eller din virksomhed en eller flere historier, som du / I vil dele med os, så er I meget velkomne til at sende dem til kontakt@kooperationen.dk. Historierne kan være billeder, videoer, tegninger, osv.. Vi vil bearbejde materialet og sætte det enten på Kooperationens hjemmeside, facebook-side eller på den internationale hjemmeside www.stories.coop

LOGO - Det Internationale Kooperative År

I anledning af kooperativernes internationale år har FN designet et LOGO, som alle vores medlemmer kan bruge sammen med fx en e-mail signatur. Hvis du klikker HER, viser vi dig, hvordan du gør det, trin for trin. Det er nemt, og så kan du også være med til at markere FN-året med manér!

Mød Kooperationen for en bedre verden

Mød Kooperationen på Facebook og del dine erfaringer med os! Inspireret af FN's motto for kooperativernes internationale år, har vi lavet Facebookprofilen "Kooperation - for en bedre verden". Besøg Kooperationen på Facebook HER og hold dig opdateret om vores mange spændende nyheder og events.

Konkurrence om den bedste 1. maj plakat

I anledning af den aktuelle udstilling "Et råb fra muren - 100 års politiske plakater", hvori der vises en række 1. maj-plakater, afholder Arbejdermuseet & Arbejderbevægelsens Bibliotek og Arkiv en plakatkonkurrence med temaet "1. maj 2012". Ideen er at få spændende grafiske og politiske input til arbejdernes traditionelle kampdag og dermed bidrage til en udvikling af plakatmediet.

Vinderen kåres af den politiske kunstner Rasmus Nielsen, og alle bidrag vil blive vist på www.arbejdermuseet.dk, hvor man allerede nu kan se de første plakater. Sidste frist for indsendelse af plakater er 9. maj 2012.

Åben Bigård

Fra den 30. april holder Bybierne for allerførste gang Åben Bigård. Åben Bigård holdes hver mandag fra kl. 16.00 til kl. 18.00 hele sommeren igennem på Sundholm i København. Her kan du bl.a. møde biavlerne og lære mere om biernes fantastiske verden. Du kan tilmelde dig her.

Kursus i VN-samarbejdet

12. - 13. september 2012
En vigtig del af samarbejdet mellem ledelse og medarbejdere sker i virksomhedsnævnet, VN. Nu har I muligheden for at tage på kursus sammen. Kurset giver medlemmer af VN inspiration til at udvikle samarbejdet og til at blive mere skarpe på, hvad samarbejdet i VN går ud på. Samarbejdsaftalen mellem Kooperation og LO danner grundlag for kurset.

Underviser: Dorte Jepsen, CEFAL.

Tid: Den 12. - 13. september 2012

Sted: LO-skolen, Gl. Hellebækvej 70, 3000 Helsingør.
Der er plads til 20 deltagere på kurset.

Pris og tilmelding: Prisen er kr. 2.800,- pr. deltager.
Læs mere om kurset HER

TILMELD DIG HER
Seneste frist for tilmelding er mandag den 4. juni 2012.

Nye regler om sygdom under ferie ‎

Folketinget har netop vedtaget en ændring i Ferielovens bestemmelser omkring retten til erstatningsferie på grund af sygdom, der opstår under ferien. Ændringen sker på baggrund af en dom fra EU-domstolen.

Erstatningsferie efter 5 sygedage
Pr. 1. maj 2012 giver Ferieloven en medarbejder, som har optjent 25 dages ferie, og ‎som bliver syg under ferien, ret til erstatningsferie efter 5 sygedage. En medarbejder, ‎der har optjent mindre end 25 dages ferie, har ret til erstatningsferie efter et ‎forholdsmæssigt færre antal sygedage. De dage, som medarbejderen i et sådant tilfælde ikke får erstatningsferie for, beregnes ved at gange antallet af optjente feriedage med 1/5.

For at få ret til erstatningsferie skal medarbejderen melde sig syg til arbejdsgiveren efter de regler, som i øvrigt gælder for sygemelding i ansættelsesforholdet. Det betyder, at en medarbejder, som bliver syg under sin ferie, skal give arbejdsgiveren besked om sygdommen, også selvom medarbejderen opholder sig i udlandet. Påberåbelse af sygdom under ferien har først virkning fra den dag, meddelelsen er givet til arbejdsgiveren. Det vil sige, at hvis medarbejderen ikke giver meddelelse til arbejdsgiveren på sygdommens 1. dag, men for eksempel først på 3. dagen, har en medarbejder, der har optjent ret til 25 dages ferie, ikke ret til erstatningsferie før fra sygdommens 8. dag.

Det er ikke et krav, at de 5 sygedage skal være sammenhængende. Hvis en medarbejder eksempelvis er syg 5 dage under sin sommerferie, og medarbejderen både har orienteret arbejdsgiveren og dokumenteret sygdommen fra 1. dag, har medarbejderen ret til erstatningsferie fra 1. sygedag, hvis medarbejderen bliver syg under en efterfølgende ferie i samme ferieår, forudsat betingelserne om orientering og dokumentation er opfyldt.

Erstatningsferien skal medarbejderen som udgangspunkt holde senere i samme ferieår, det vil sige inden den 1. maj. Hvis det på grund af sygdom ikke kan lade sig gøre, kan erstatningsferien holdes i det næste ferieår.

Ændringen i Ferieloven har ikke indvirkning på reglerne omkring sygdom, der opstår før ferien, og en medarbejder, der bliver syg før ferien og vælger ikke at påbegynde ferien, har fortsat ret til erstatningsferie for alle dagene.

Arbejdsgiver kan stille krav om dokumentation
Medarbejderen skal som udgangspunkt komme med en lægeerklæring for sygdommen. Lægeerklæringen skal gælde fra 1. sygedag, og medarbejderen skal selv betale for erklæringen. Hvis medarbejderen bliver syg, mens han eller hun er på ferie i udlandet, skal medarbejderen gå til læge i udlandet for at få en lægeerklæring.

Arbejdsgiveren har altid mulighed for at stille lønmodtageren bedre, end loven kræver. Derfor er det op til arbejdsgiveren, om lønmodtageren skal komme med en lægeerklæring.

De nye ferieregler træder i kraft den 1. maj 2012.

Indberetning af ferieoplysninger til indkomstregistret

Folketinget har vedtaget en yderligere ændring i ferieloven, der omhandler indberetning af ferieoplysninger til indkomstregistret. Ændringen vil også få indflydelse for virksomheder med kollektiv overenskomst og feriekortordninger, jf. § 27a i ferieloven. Oplysningerne om feriegodtgørelse skal nu indberettes til indkomstregisteret.

Der har ikke tidligere været noget krav om, at feriegodtgørelse på feriekortordningerne skulle indberettes nogen steder.

Lovændringen medfører, at alle arbejdsgivere, herunder arbejdsgivere omfattet af en feriekortordning, som udgangspunkt skal indberette oplysninger om feriegodtgørelse og antallet af feriedage til indkomstregistret.

Det er hensigten med lovændringen, at lønmodtagere kan få et samlet overblik over tilgodehavende ferie hos Feriekonto. Desuden skal lovændringen give en bedre sikring mod dobbeltforsørgelse og gennemsigtighed i relation til uhævede feriepenge.

Arbejdssedlen til den lille byggeopgave

Byggeriets Arbejdsmiljøbus har i samarbejde med et par byggevirksomheder lavet en arbejdsseddel, der skulle gør det nemmere at planlægge den lille byggesag.

Der er ofte problemer med arbejdsmiljøet på de små byggesager og reparations opgaver. Det er også ved denne type opgaver, det er vigtigt, at huske de rigtige materialer og værktøjer, der skal til for at udføre opgaven. Det sker også ofte ved denne type opgaver, at der bliver hentet materialer hos leverandøren, eller taget noget fra servicebilen, som ikke lige bliver registreret på opgaven, når fakturaen bliver sendt.

Arbejdssedlen er tænkt som et værktøj til at være så godt som muligt forberedt til at løse opgaverne, så byggeprocessen kan foregår så effektivt som muligt og i et godt arbejdsmiljø. Byggeriets Arbejdsmiljøbus konsulenter hjælper gerne med at tilpasse arbejdssedlen til den enkelte virksomheds behov.
Bam-Bus konsulenterne

Tilbudsindhentningen

Efter en afholdt licitation har vi erfaret, at vi ikke vandt den pågældende opgave. Har vi som tilbudsgiver ikke krav på at få at vide, hvem der har fået arbejdet?

Udgangspunktet er, at efter tilbudsindhentningen har udbyder en pligt til af egen drift at give meddelelse til tilbudsgiverne om, hvilken afgørelse der er truffet med hensyn til ordretildelingen.
Og den pligt gælder, uanset om der er tale om licitationsbud eller underhåndsbud. Derudover gælder der følgende regler:
  • Hvis der er tale om at der har været afholdt en begrænset licitation med prækvalifikation, skal udbyder hurtigst muligt underrette alle ansøgere om, hvem der er blevet prækvalificeret.
  • Er man ikke blevet prækvalificeret kan man endvidere anmode om at få en begrundelse for, hvorfor en ansøgning om prækvalifikation er blevet forkastet.
  • Er tildelingskriteriet ved en licitation den laveste pris, giver begrundelsen sig selv.
  • Er der derimod tale om, at tildelingskriteriet har været det økonomisk mest fordelagtige bud, har udbyder pligt til af egen drift af give underretning om det antagne tilbuds egenskaber og relative fordele.
Yderligere oplysninger hos Lars Tolstrup, lt@kooperationen.dk

Høring om byggeriets fremtidige aftalesystem

Den 25. april 2012 holdt byggeriets parter en høring med 150 deltagere om byggeriets fremtidige aftalesystem.
Siden tilblivelsen af AB92 er udviklingen gået stærkt og hele diskussionen om en revision af blandt andet AB92 blev skudt i gang af DI i begyndelsen af dette år med ændringsforslag til forskellige bestemmelser i AB92.

Forslaget er udarbejdet af chefkonsulent i DI cand. jur. Mogens Hansen, der også i sin tid var med til at udforme AB92.
Energistyrelsen - hvor under AB92 nu hører - oplyste på høringen, at man afventer resultatet af et forskningsprojekt, der blev sat i gang i 2008. Projektet forventes færdigt i år og handler kort og godt om aftaleformer i byggeriet.

Når de endelige forskningsresultater foreligger, vil der blive taget stilling til, om der er grundlag for at iværksætte et revisionsarbejde. Men Energistyrelsen oplyste samtidig på høringen, at det er helt afgørende at samtlige parter bag AB´ erne er enige om, at der er et aktuelt behov for at revidere hele aftalekomplekset mere grundlæggende. Derudover vil man fra Energistyrelsens side gerne vide helt konkret hvor problemerne er og dette illustreret med konkrete eksempler.
Yderligere oplysninger hos Lars Tolstrup, lt@kooperationen.dk

Musik forbedrer velvære og helbred

Musik vækker positive følelser og sænker stressniveauet. Så lytter man regelmæssigt til musik, oplever man et bedre velbefindende sammenlignet med dem, der ikke hører musik, viser ny forskning. Oplevelsen af musik er individuel, understreger Marie Helsing. Det, der beroliger den ene, kan virke stressende på den anden. Så hvis man bliver tvunget til at lytte til en skvaldrende radio på sin arbejdsplads, kan man godt ende med et øget stressniveau i stedet for et mindre. Derfor ved hun heller ikke hvilken musik, der har den bedste effekt - om det for eksempel er klassisk musik eller heavy rock. Hvad det er for en slags musik, spiller ingen rolle - så længe man selv synes om det. (Videncenter for Arbejdsmiljø)

Læsekurser giver bedre psykisk arbejdsmiljø

Øget selvværd, et bedre psykisk arbejdsmiljø og færre fejl i produktionen. På Toms-fabrikken i Ballerup, hvor man producerer slik og chokolade, har projektet "Læs og Skriv på Toms" været en stor succes. Det viser en netop offentliggjort evaluering.

Medarbejdere har i halvandet år haft mulighed for at deltage i læse- og skrivekurser på fabrikken, og i alt har knap 100 ud af samtlige 700 medarbejdere taget imod tilbuddet om undervisning. Læs mere

Robotter kan bremse udflytning af job

Verdens største elektronikproducent, taiwanesiske Foxconn, vil installere én million robotter inden 2014, skrev det kinesiske nyhedsbureau Xinhua sidste år. Historien vakte international opmærksomhed, for Foxconn har hidtil boltret sig i en hær af billige, kinesiske arbejdere uden organisationsfrihed. Med håndkraft har arbejderne samlet iPhones for Apple, Playstations for Sony og mange andre af Vestens yndlings-gadgets. Men nu sagde Foxconn mellem linjerne, at det bedre kan betale sig at sætte robotter til at samle elektronik end at ansætte billige og medgørlige kinesiske arbejdere. Foxconns planer er symbolet på et paradigmeskift, som vil forårsage et jordskælv i den globale arbejdsdeling og komme Danmark til gavn, hvis det ikke længere er lønkroner som er det afgørende konkurrenceparameter, mener Bjarke Nielsen, sekretariatsleder i innovationsnetværket RoboCluster, der samarbejder med Danmarks Tekniske Universitet og Teknologisk Institut. Læs mere

Tilmeld dig nyhedsbrevet

Vi bringer den nyeste information om forskellige temaer såsom byggeri, lovgivning, arbejdsmiljø og arbejdsmarked, bare for at nævne nogle få. Send en e-mail med dit navn & arbejdsplads til kontakt@kooperationen.dk