Kooperationen

Kooperationen vil markere det kooperative år med en række aktiviteter og arrangementer, der vil strække sig over hele 2012

For første gang i historien retter FN hele verdens opmærksomhed mod den kooperative virksomhedsmodel, og hvordan den kan medvirke til en mere retfærdig og værdig fordeling af såvel materielle som intellektuelle værdier, frie mennesker imellem.

At FN netop har valgt at gøre 2012 til "Det kooperative år"skal ses som en kæmpe officielle anerkendelse af det arbejde, som den kooperative bevægelse i dag mere end nogensinde udretter med henblik på at forbedre livsvilkårene i hele verden. Med det kooperative år tager FN dermed forskud på de såkaldte 2015 Mål, som bl.a. har som målsætning at nedbringe fattigdom og sult, sikre grundlæggende uddannelse for alle samt øge samarbejdet mellem rige og fattige lande.

I en videokonference under temaet "Kooperative virksomheder - for en bedre verden" har FN's generalsekretær Ban Ki-Moon udtrykkeligt fremhævet det faktum, at det globale kooperative samfund tager afsæt i en mangfoldig værdibaseret forretningsmodel, som er til gavn for hele verdenssamfundet. Kooperative virksomheder, sagde Ban Ki-Moon i sin tale, har en unik og uvurderlig plads i vore dages samfund, fordi kooperativer bidrager til at reducere fattigdommen og til at styrke fællesskabet ved at skabe flere og bedre arbejdspladser og dermed fremme menneskets eksistens.
Set i lyset af den økonomiske krise og den voksende offentlige utilfredshed, som i de senere år har hærget vor klode, kan FN-året være med til at oplyse det internationale samfund om, at kooperative virksomheder byder på en mere bæredygtig og socialt ansvarlig måde at drive forretning på. At den kooperative forretningsmodel tilmed bygger på et solidt økonomisk fundament og er særdeles konkurrencedygtig i den globale økonomi, understreger endnu en gang de samfundsmæssige fordele ved kooperative virksomheder.

Tallene lyver ikke; På verdensplan har kooperative virksomheder 800 millioner medlemmer og skaber 100 millioner arbejdspladser. Til sammenligning er der 20 procent færre arbejdspladser i samtlige multinationale selskaber. I 2008 genererede de 300 største kooperative virksomheder indtægter på 1.600 milliarder dollars, svarende til BNP'et af verdens niende største økonomi. I Europa er der ca. 163 millioner medlemmer fordelt på 171 kooperative organisationer. I Finland har S-Koncernen, som består af 22 regionale kooperativer, ca. 1.5 millioner medlemmer, svarende til 62 procent af de finske husstande. Den franske kooperative bevægelse har en omsætning på 181 milliarder euro. Desuden står franske kooperative virksomheder for 60 procent af banktransaktionerne, 40 procent af fødevare- og landbrugsproduktionen og 25 procent af detailhandelen. Kigger man på verdens største (USA) og tredjestørste (Japan) økonomier, er den kooperative forretningsmodel mere end levedygtig; I USA skaffer 30.000 kooperative virksomheder to millioner jobs på landsplan, mens 40 millioner husstande i Japan er medlemmer af mindst en kooperativ organisation. Det svarer til 33 procent af befolkningen.

I Kooperationen ser vi FN's internationale kooperative år som en oplagt mulighed for at viderebringe det vigtige budskab, at den kooperative måde at drive virksomhed på lever i bedste velgående i dagens Danmark. Det er vores medlemsvirksomheder et godt eksempel på.
Vores mål er at øge bevidstheden om den kæmpe samfunds- og arbejdsindsats, som danske kooperative virksomheder yder i dag. Og også fortælle bl.a. vores politikere, at den kooperative model et bæredygtigt og nødvendigt alternativ, hvis man vil skabe flere bæredygtige virksomheder og succesfulde løsninger. For kooperative virksomheder skaber varig vækst.

Vi håber derfor, at I som medlemmer af Kooperationen vil støtte op om det kooperative år 2012 ved at deltage i de forskellige arrangementer, og ved at åbne de kooperative virksomheder for omverdenen. Vi kan bruge FN-året til at vise, hvad danske kooperative virksomheder i dag står for, ikke alene som værdige medlemmer af en global organisation, men også som stærke bidragydere til lokalsamfundet.

HVORDAN KAN JEG DELTAGE I FN-ÅRET?

LOGO - I anledning af kooperativernes år, har FN designet et logo og et motto, som du kan downloade på vores hjemmeside og bruge fx sammen med din signatur på e-mail. Logoet forestiller syv mennesker (de syv kooperative principper), der holder en terning og som repræsenterer den stærke kooperative bevægelse og ånd. På mottoet læses "Cooperative enterprises build a better world" og som vi har valgt at oversætte til "Kooperative virksomheder - for en bedre verden".

(Du kan downloade logoet HER)


INFORMATIONSMATERIALE
I januar måned vil vi udsende en informationsfolder, som vi håber, at I vil medvirke til at distribuere til alle ansatte i medlemsvirksomhederne.

Folderen vil indeholde generelle oplysninger om Kooperationen i Danmark og om den europæiske organisation, Cooperatives Europe, og verdens organisation ICA (International Cooperative Alliance) - for at sætte fokus på det store fællesskab man er en del af som medarbejder i en dansk kooperativ virksomhed - og på hvad kooperative virksomheder betyder i verden.

DEBAT
Med FN året som platform vil vi fortælle den gode historie og søge at skabe en bred debat i dagspressen og udvalgte medier.
I den forbindelse vil der blive brug for lokale historier fra medlemsvirksomhederne og vi håber, at I vil prioritere at sætte lidt tid af til at fortælle om de spændende ting der foregår hos jer, stort OG småt. Vi vil naturligvis kontakte jer og være behjælpelige med journalistisk bearbejdning. Men sid ikke og vent med historierne til vi ringer - vi er allerede nu parate til at tage i mod!

SOCIALE MEDIER
Vi sætter en ny Facebookside op, for på den måde at komme i kontakt med interesserede i og udenfor medlemsvirksomhederne. Her vil vi løbende fortælle historier fra Danmark og fra udlandet - og give mulighed for en mere uformel debat og meningsudveksling

ÅBEN HUS ARRANGEMENTER
Allerede nu har en del medlemsvirksomheder givet tilsagn om at åbne virksomheden for kolleger fra andre virksomheder, for familie og venner, for børn og unge fra de lokale skoler og uddannelsesinstitutioner.

Fra sekretariatet laver vi en "gør det selv pakke" med tips og tricks til arrangementerne - annoncer og artikler til lokalaviser, tjeklister, generelt informationsmateriale og naturligvis står nyhedsbreve og facebook til rådighed, ligesom vi meget gerne vil skrive om arrangementet og bringe billeder efterfølgende. Vi bistår med råd og bistand, men arrangementerne skal være jeres egne.

Det er naturligvis også en mulighed at lave fællesarrangementer - og her kan Fællesrådene være en rigtig god platform. Der vil være mulighed for at søge mindre beløb fra Fællesrådspuljen til sådanne fælles arrangementer.


ÅRSMØDET 2012

- Vil selvfølgelig blive noget helt særligt - derom meget mere senere. Men vi kan allerede nu løfte sløret for at det er d. 21. juni 2012 I skal reservere!

BOGUDGIVELSE
Arbejderkooperationen kan i 2012 fejre sin 90 års fødselsdag.
I den anledning, og fordi denne del af historien aldrig er blevet forskningsmæssigt beskrevet, har Kooperationens bestyrelse besluttet at udgive en bog om arbejderkooperationens historie i Danmark.
Bogens forfatter er historiker Henning Grelle, Arbejdermuseet, og bogen forventes præsenteret i forbindelse med Kooperationens Årsmøde i juni måned 2012.

KONFERENCER
I samarbejde med forskellige organisationer og institutioner vil vi i forhold til omverdenen sætte fokus på forskellige sider af kooperativ virksomhed. De overordnede temaer er planlagt til at være: "Kooperativ virksomhed et alternativ for unge" " Den kooperative model som alternativ i debatten om udlicitering af offentlige opgaveløsninger" Kooperativ virksomhed - en model til integration og fattigdomsbekæmpelse

I EUROPA
Det kooperative år skydes i gang med en pressekonference i Bruxelles d. 12. januar 2012 - og herefter vil det gå slag i slag med arrangementer over alt i Europa.

Den 23. - 27. april 2012 afholdes en såkaldt Cooperative week i Bruxelles. Ugen vil komme til at rette sig meget mod EU parlamentet og kommissionen med konferencer og diskussioner.

I alle medlemslandene vil der blive massevis af arrangementer som vi løbende vil fortælle mere om - og der vil være rig lejlighed til at arrangere besøg og udvekslinger, hvis I har lyst til at møde kooperative kolleger, etablere nye relationer og venskaber.
For eksempel har den Bulgarske kooperation har et særligt fordelagtigt tilbud til andre kooperativister på ophold på deres feriecentre. Det vender vi tilbage med lige efter nytår!

På Cooperatives Europe's hjemmeside http://www.coopseurope.coop/ som relanceres 12. januar 2012 vil I kunne følge med i de europæiske aktiviteter.

I VERDEN
ICA har etableret en særlig hjemmeside 2012.coop som bringer historier fra hele verdens kooperativer - en ny hver dag. En del af disse historier vil vi bringe i vort eget nyhedsbrev.

Her kan du også læse mere om kooperationen i verden - og ikke mindst er der en samlet kalender for alle de mange arrangementer. Måske en ide at kigge om der er et spændende arrangement hvis sommerferien går ud i verden.