Kooperationen

Kooperationen på YouTube - Michael Zoan-Korsgaard

Adm. direktør Michael Zoan-Korsgaard, Murersvendene Aktieselskab, fortæller i vores fjerde interview om de udfordringer som kooperative virksomheder står over for i dag. Stiftet i 1890'erne under den store lockout, hvor flere tusinde arbejdere bliver sendt ud på gaden, er Murersvendenes Aktieselskab en af de ældste virksomheder af sin art i Danmark. En historie som denne medarbejderejede virksomhed er meget stolt af, ikke mindst i dag, hvor håndværksvirksomheders overlevelsesvilkår er hårde som følge af krisen. Hør hemmeligheden bag denne kooperative virksomheds succes.
SE FILMEN HER

Se også vores tre øvrige film!

Se også de tre andre film med henholdsvis Carsten Varneskov (A/S Boligbeton), Lone Warburg (Smålandshavet) og hjerneforsker Peter Lund Madsen.

Det Kooperative Fællesråd i Aarhus

Det Kooperative Fællesråd i Aarhus har over to aftener haft godt 200 medarbejdere fra de kooperative virksomheder i Århus med ledsagere på rundtur i kunstmuseet AROS, for at høre om og se Olafur Eliassons kunstinstallation på taget af Aros. Arangementet sluttede med en tur i regnbuen, Your rainbow panorama, et par sandwicher og et lille glas.

Informationsmøde om Akademi merkonom i Ledelse

Kooperationen udbyder nu 3. hold Akademi merkonom i Ledelse, som er en 2-årig uddannelse.
I forbindelse med opstarten af hold 3, indbyder vi til et informationsmøde om uddannelsen. Her får I mulighed for at få mere at vide om uddannelsens konkrete indhold, hvor omfattende uddannelsen er, forudsætninger for at starte på uddannelsen, pris og meget andet.

Informationsmødet afholdes i Odense torsdag den 24. november 2011 kl. 14.00-16.00. Såfremt man ønsker at deltage i informationsmødet, skal tilmelding ske til sekretariatet, Annette Jacobsen på aj@kooperationen.dk.
Uddannelsen er en blanding af teori og praksis og kan tages sideløbende med andet arbejde. Uddannelsen består af fire moduler; Ledelse i praksis, organisation, virksomhedsøkonomi samt lederskab og human resources.

Uddannelsen starter i april 2012.
Der vil blive udsendt en pjece om Akademi merkonom i Ledelse i starten af november med nærmere oplysninger om uddannelsens indhold, start, pris m.m.


Væsentlige ændringer i ansættelsesvilkår

Hvis en arbejdsgiver afskediger en medarbejder på barsel, skal arbejdsgiveren ‎bevise, at afskedigelsen ikke er begrundet i orloven. Det gælder også, hvis ‎medarbejderen vælger at betragte sig som opsagt på grund af væsentlige ændringer ‎i arbejdsvilkårene. Den bevisbyrde kunne arbejdsgiveren ikke løfte i denne sag fra ‎Ligebehandlingsnævnet, der omhandler en blomsterbinder i en mindre forretning, der var på barselsorlov, da butiksejeren ‎besluttede at sælge forretningen. Der kom en ny ejer til og som følge af dette også en ny ‎vagtplan, som betød, at medarbejderen på barsel ville få væsentlig flere dage med sene ‎vagter, end hun havde haft før.

Da medarbejderen så vagtplanen, kort tid inden hun skulle starte på arbejde efter ‎afsluttet barsel, meddelte hun, at hun betragtede sig som opsagt, fordi ændringerne ‎i arbejdstiden var så væsentlige, at hun ikke kunne hente sine børn. Den nye ejer ‎mente derimod, at vagtplanen var udarbejdet udelukkende for at tilgodese ‎forretningens driftsmæssige behov. Sagen blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet.

Ligebehandlingsnævnet slog fast, at de nye arbejdstider var en så væsentlig ‎ændring i medarbejderens arbejdsforhold, at hun havde ret til at betragte sig som ‎opsagt. Nævnet så derefter nærmere på, om arbejdsgiveren havde bevist, at det var ‎nødvendigt at ændre i netop den gravide medarbejders ansættelsesvilkår.

Flertallet i nævnet kom frem til, at arbejdsgiveren ikke havde løftet bevisbyrden for, ‎at ændringerne i arbejdsvilkårene ikke havde noget med medarbejderens ‎barselsorlov at gøre. Derfor blev kvinden tilkendt en godtgørelse svarende til 9 ‎måneders løn
Norrbom Vinding

Arbejdsgiver erstatningsansvarlig

Ifølge den meget gamle Danske Lov bærer arbejdsgiver ansvaret, hvis en medarbejder i forbindelse med arbejdets udførsel kommer til at skade en anden ved en uforsvarlig handling. Det er dog den person, der er kommet til skade, der skal bevise, at skaden skyldes medarbejderens fejl eller forsømmelse.

Denne sag handlede om en murer med mere end 30 års erfaring, der sammen med en arbejdsmand skulle rive en bygning ned med blandt andet en el-hammer. Det endte galt, da murbrokkerne faldt ned over murerens fod, og han kom til skade. Skaden betød, at mureren led et midlertidigt erhvervsevnetab. Det tab ville han gerne have arbejdsgiveren til at dække.

Parterne var enige om, at der var begået en murerfaglig fejl i forbindelse med nedrivningen, og at fejlen var skyld i ulykken. Parterne var derimod ikke enige om, om det var mureren selv eller arbejdsmanden, der havde betjent el-hammeren på ulykkestidspunktet. Mureren mente, at det var arbejdsmanden, der havde ført el-hammeren, og at arbejdsgiver derfor måtte være erstatningsansvarlig. Arbejdsgiveren mente derimod, at det var mureren selv, der havde ført el-hammeren. Sagen endte derfor i Vestre Landsret, hvor landsretten gav mureren medhold. Retten mente nemlig, at mureren havde bevist, at det var arbejdsmanden, der havde betjent el-hammeren, da ulykken skete.

Landsretten lagde blandt andet vægt på, at mureren havde nogle rygproblemer, der betød, at han næppe havde betjent el-hammeren. Derudover havde arbejdsmanden underskrevet et journalnotat fra sygehuset, hvor han var omtalt som "Arbejdsmand med el-hammer". Dermed lagde landsretten ikke vægt på, at arbejdsmanden under sagen forklarede, at mureren havde betjent el-hammeren, og retten fandt i stedet , at den skadesramte murer havde løftet bevisbyrden for, at skaden skyldtes kollegaens uforsvarlige handling i forbindelse med arbejdets udførsel. Dette betød, at arbejdsgiver var erstatningsansvarlig for det midlertidige erhvervsevnetab mureren led.
Norrbom Vinding

Leverancer og købeloven

AB 92 gælder for arbejder og leverancer og det vil sige også de materialer og bygningsdele, der leveres direkte til entreprenøren eller tilgår disse som såkaldte bygherreleverancer. Men reguleres leverancer normalt ikke af de særlige leverandørbetingelser og Købeloven?

Det er korrekt at mange af de byggevirksomheder, der leverer byggematerialer, anvender egne salgs- og leveringsbetingelser. Sådanne er kun gældende for et aftaleforhold, såfremt de bliver tiltrådt af den anden part, og det skal som udgangspunkt ske udtrykkeligt.

Men efter omstændighederne kan der dog være tale om stiltiende accept, hvis man ikke fremsætter indsigelse mod salgs- og leveringsbetingelserne - enten i ens tilbud eller i ens ordrebekræftelse. Det skal jo altid huskes, at en erhvervsdrivende part har en pligt til at klargøre sit standpunkt over modparten, såfremt man må være klar over, at modparten ikke kender ens standpunkt. Købeloven kan ikke umiddelbart anvendes, idet loven viger " for så vist ikke andet er udtrykkeligt aftalt eller må anses for indeholdt i aftalen eller følger af handelsbrug eller anden sædvane".

Det betyder, at Købeloven ikke kan anvendes på entreprenørarbejder. Og er der tale om et rent leveranceforhold fortrænges Købeloven, hvis AB 92 er vedtaget. Modsætningsvis betyder det, at hvis AB 92 ikke er udtrykkeligt vedtaget i en leveringsaftale, er det Købeloven og ikke AB 92, der skal anvendes på leverancer af løsøre i forbindelse med bygge- og anlægsvirksomhed, i det omfang der er konflikt mellem reglerne. Henvisning til eller vedtagelse af enkeltstående bestemmelser fra AB92 i et leveranceforhold indeholder nemlig ikke vedtagelse af AB 92 som helhed.
Yderligere oplysninger hos Lars Tolstrup, lt@kooperationen.dk

Aftale om regningsarbejde

I forbindelse med udførelse af en mindre entreprise, har vi udarbejdet et overslag. Da vi er færdige med arbejdet, må vi konstatere, at regningen bliver 25% højere end overslaget. Kunden vil kun betale overslaget plus 10%. Hans argument er, at det "siger retspraksis". Er det korrekt?

Anvendelsen af en aftale om regningsarbejde har det udgangspunkt, at en bygherre skal betale hvad der forlanges.

Som i det tilfælde, hvor der til aftalen om at udføre arbejdet i regning, er knyttet et overslag, skal det understreges, at et overslag ikke er et tilbud.

Juridisk er et overslag en bekræftelse på, at man vil udføre arbejdet i regning. Og der gælder således ingen regel om, eller nogen former for retspraksis om, at er overslag kun må overskrides med en bestemt procentdel.

Noget andet er dog, hvis AB-Forbruger er vedtaget. Overskrides et prisoverslag med mere end 15% skal entreprenøren hurtigst muligt indhente forbrugerens stillingtagen til arbejdets fortsættelse. Får entreprenøren ikke indhentet forbrugerens mening om den overskridelse, har forbrugeren ikke pligt til at betale det beløb, der kunne være sparet, hvis entreprenøren havde fået forbrugerens mening om overskridelsen af prisoverslaget.
Yderligere oplysninger hos Lars Tolstrup, lt@kooperationen.dk

Byggefest 2012

Landets 98 kommuner har de seneste tre uger lagt godt en halv milliard kroner oven i de i forvejen høje bygge- og anlægsbudgetter for 2012 - til glæde for en stadig hårdt ramt byggebranche. En foreløbig opgørelse fra Kommunernes Landsforening (KL) anslår et samlet anlægsbudget på "tæt på 20 milliarder kroner", efter at alle 98 byråd har vedtaget budgetter for 2012. I slutningen af september lød skønnet på 19,2 milliarder kroner - og det var endda 3,7 milliarder mere end forudsat i sommerens aftale med den daværende VK-regering. Læs mere

Dansk væksteventyr

Mange års erfaring og viden om energieffektivisering kan komme danske virksomheder til gavn. Nye EU-tiltag vil nemlig skabe morgendagens kæmpemarked, vurderer klimakommissær Connie Hedegaard.

Danske virksomheder står over for et nyt milliardmarked. EU er på vej med to vidtgående tiltag, der skal gøre offentlige bygninger på tværs af EU mere energieffektive, skriver dagbladet Børsen.

Og hermed ligger der oplagte muligheder for danske virksomheder, der kan få gavn af mange års dansk erfaring og viden. Læs mere

Bæredygtige byggematerialer vinder frem

En række nye byggeprodukter fra byggesten til tagpap har netop opnået det ultimative bæredygtighedscertifikat. Flere producenter er ved at få øjnene op for, at de bliver nødt til at gøre alt, hvad de kan for at brande sig grønt og på genbrug, og her er Cradle to Cradle (C2C) en af de mest respekterede kvalitetsstempler. Den danske afdeling af bæredygtighedsfilosofien hedder Vugge til Vugge, Danmark, og den har gennem snart flere år oplevet interesse for emnet fra byggebranchens side. Men der er flere, der lytter nu, og som noget nyt, er der kommet mere reel handling fra erhvervslivets side på dette område. Flere producenter investerer nu penge i udvikling af C2C-produkter ud fra devisen, at den bølge skal de op og ride på. Læs mere

Usynlige arbejdsmiljørepræsentanter

Mange har svært ved at vurdere arbejds­miljø­repræsentanternes arbejde, viser ny undersøgelse. De mangler synlighed, lyder det fra både forsker og fagforbund. Samtidig er det svært at finde ansatte, som selv har lyst til hvervet som arbejdsmiljørepræsentant. Læs mere

To minutters daglig træning mod hovedpine

Bare to minutters daglig træning kan mindske kontoransattes anfald af hovedpine markant. Det viser en undersøgelse fra Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø.

Jævnlig hovedpine var noget de 198 kontoransatte i studiet kunne nikke genkendende til. Derfor blev de sat til at styrketræne dagligt med træningselastikker. Og det havde altså en tydelig effekt. Effekten af styrketræning på hovedpine undersøgt. Læs mere

Happy hour på byggepladsen

Hos en entreprenørvirksomhed har man afskaffet de traditionelle sikkerhedsmøder. I stedet har man lavet fælles kantine og samlet håndværkerne på tværs af fag til "bassemøder". Alt sammen i et forsøg på at få folk til at gå glade på arbejde.

Projektet blev skudt i gang for godt to år siden, da firmaet fik bevilget små 2 mio. kr. fra Forebyggelsesfonden. Ideen var og er, at byggeledelsen og håndværkerne skal have både fysisk og psykisk overskud på deres byggepladser. Konkret betyder det, at alle håndværkere på byggepladsen tilkaldes, når et byggeri starter. Her deltager de i et såkaldt "værdispil", hvor alle skal blive enige om fire-fem værdier, som for eksempel: "Vi hjælper hinanden", "Vi holder, hvad vi lover", eller "Vi er gode til at tage konflikter op". Læs mere

Dyr på skrump!

I løbet af det sidste århundrede er tudser, skildpadder, blåmejser og kronhjorte begyndte at krympe - om ikke i vask så i varmen. Det mindre niveau af is i havene har endda betydet, at isbjørnene er blevet mindre. Dr. David Brickford og Jennifer Sheridan fra National University of Singapore, som står bag undersøgelse, siger, at "man endnu ikke kender de fulde konsekvenser af de mindre arter, men det kan have stor betydning på biodiversitet og mennesker." Læs mere

Solkraftværk lagrer solvarme i smeltet salt

I op til 15 timer kan et spanske anlæg producere strøm uden solskin. I anlægget, som det spanske firma Sener har udviklet, opvarmes saltet ved lagring af solenergien til temperaturer på over 500 grader, og dermed er anlægget uafhængigt af Solen som kilde i op til flere timer. Den nye teknologi vil radikalt forbedre lagringen af solvarme og gøre produktionen af energi mere effektiv og billigere. Læs mere

Tilmeld dig Nyhedsbrevet

Vi bringer den nyeste information om forskellige temaer såsom byggeri, lovgivning, arbejdsmiljø og arbejdsmarked, bare for at nævne nogle få. Send en e-mail med dit navn & arbejdsplads til kontakt@kooperationen.dk