Kooperationen

Egen Vinding og Datter - 30 år

En af Byggebranchens grønneste - Egen Vinding & Datter fylder 30 år.
Isolering af hør, vinduer af skandinavisk kernetræ, naturmaling og lersten… det er blot enkelte af de miljøvenlige alternativer, som Egen Vinding og Datter de seneste tre årtier har udviklet til byggebranchen. I dag beskæftiger virksomheden sig fortsat med byggeri og fremstilling af bæredygtige materialer.

I anledningen af fødselsdagen holder Egen Vinding og Datter reception den 20. august kl. 14-16 på Haslevvej 81, Ringsted. Her vil kunder, samarbejdspartnere og andre interesserede kunne se firmaets faciliteter og spørge ind til produktionen.

"Det er fantastisk at arbejde med et område som byggeri og miljø i disse år, og den udvikling Egen Vinding og Datter har været igennem de sidste 30 år fortæller jo alt om, hvilke muligheder der har budt sig. Vi har udviklet en lang række alternative produkter og metoder som der har vist sig et stort samfundsmæssigt behov for, og det vil kun forstærkes de kommende år." siger Lars Jørgensen. Læs mere om EVD HER - eller kig på hjemmesiden www.egenvinding.dk

Kooperationen ønsker EVD rigtig hjerteligt tillykke!

Ny praksis ved fortolkning af knivlov

I 2009 blev "knivloven" ændret, og straffen for at bære ulovlige knive på offentligt tilgængelige steder blev skærpet som følge af en række sager om knivoverfald. Ændringen betød, at man ved førstegangstilfælde ikke længere kunne nøjes med en bøde, men kunne idømmes 7 dages ubetinget fængselsstraf, med mindre der forelå særlige formildende omstændigheder.

Nu er retningslinjerne til loven blevet ændret. Udgangspunktet, om at hovedreglen er 7 dages fængsel, er ændret til, at man skal tage hensyn til en lang række konkrete forhold ved afgørelsen af, om der i førstegangstilfælde skal idømmes bøde eller fængselsstraf.
Læs mere om de forhold der skal lægges vægt på HER

Dansk Byplanlaboratorium

Dansk Byplanlaboratorium er en selvejende institution der er med til at skabe debat om aktuelle planlægningsspørgsmål og formidle ny viden indenfor området. Byplanlaboratoriet deltager desuden i udviklingsprojekter, udgiver et månedsblad og afholder kurser om planlægning.
Kooperationen er medlem af Dansk Byplanlaboratorium og er du interesseret i at vide mere om deres aktiviteter kan du se på deres hjemmeside www.byplanlab.dk eller kontakte Lars Tolstrup på 33 55 77 30/ lt@kooperationen.dk

C2C - Hvad er dog det?

C2C - Cradle to cradle er en miljøfilosofi, som er udviklet af den amerikanske arkitekt Wiliam McDonough og den tysk kemiker Michael Braungart. Filosofien går ud på, at hvis man ønsker C2C i sit byggeri, kræves det at alle produkter bliver opgraderet ved genbrug.
Med andre ord: Bygger man f.eks. et hus eller producerer en sko, så skal producenten have gennemtænkt, hvordan enkeltdelene i produktet kan genbruges eller bruges til noget bedre. Og det skal dokumenteres.
C2C er " i sin vorden" men er ved at få et gennembrud indenfor bl.a. byggevarer.
Yderligere oplysninger om C2C kan fås hos Lars Tolstrup 33 55 77 30 eller lt@kooperationen.dk

Omkostningsindeks anlæg - 2. kv. 2010

Omkostningerne for jern- og stålkonstruktioner steg 11,3 pct. fra første kvartal til andet kvartal i år. Indekset er steget markant efter en periode fra tredje kvartal 2008 til fjerde kvartal 2009 med faldende priser. Der er også stigninger i de øvrige omkostningsindeks. Læs mere

Post-FERIE stress


Fire ud af ti ledere vender tilbage fra ferien mere stressede end før de holdt fri, viser en britisk undersøgelse.

Det er især tanken om bunken af uåbnede mails, der bekymrer lederne, når de kommer hjem fra ferien, svarer de 2500 ledere i undersøgelsen ifølge hjemmesiden management-issues.com.

Undersøgelsen, som er foretaget af det britiske Institute of Leadership and Management, viser desuden, at en tredjedel af lederne arbejder, mens de holder ferie. Heraf svarer otte ud af ti, at de tjekker emails regelmæssigt, mens knap halvdelen tager arbejdsmæssige telefonopkald. Én ud af ti af lederne tager endda på kontoret i løbet af ferien.


Læs gode råd til at forbygge post-feriestressen.

Digital Post på VIRK.DK

Kommunikér digitalt og sikkert med det offentlige
www.Virk.dk kan man fra slutningen af august i år kommunikere digitalt med en række offentlige myndigheder.
Hvis I tilmelder virksomhed til digital post, får du/I en sikker, digital postkasse på Virk.dk, hvorfra virksomheden også vil kunne sende digital post. Det vil gøre det nemmere for virksomheden at komme i kontakt med det offentlige.
Hvis virksomheden allerede har en e-Boks, kan man også vælge at se sin digitale post fra private virksomheder på Virk.dk. Dvs. at virksomheden kan få al sin digitale post samlet ét sted.
Den digitale postkasse vil også kunne bruges til at anmelde og anmode om refusion af syge- og barselsdagpenge fra det offentlige. Læs mere

Udfordring ved udenlandsk arbejdskraft?

En undersøgelse fra Handelshøjskolen i Aarhus viser at danske virksomheder med mange etnisk ansatte har lavere produktivitet end firmaer med hovedsageligt danske ansatte.
Forskerne bag undersøgelsen har set på 6000 virksomheders data i perioden 1995-2000 - data der er hentet fra Danmarks Statistik.
Men…undersøgelsen er ikke baseret på de samme virksomheder for hele perioden og der er ikke taget højde for konkurser og nyoprettede firmaer i undersøgelsen.
Derudover skal det ikke glemmes, at virksomheder som formår - og dem er der nogle af - at sammensætte og integrere en arbejdsstyrke med forskellig etnisk baggrund, de har positive oplevelser ved at lære andre kulturer at kende. Og det styrker blandt andet firmaets sociale ansvarlighed.
Læs mere om undersøgelsen HER

Tilmeld dig Nyhedsbrevet

Vi bringer den nyeste information om forskellige temaer såsom byggeri, lovgivning, arbejdsmiljø og arbejdsmarked, bare for at nævne nogle få. Send en e-mail med dit navn & arbejdsplads til kontakt@kooperationen.dk