Kooperationen

Generationsskifte i Jorton A/S

Som led i et planlagt generationsskifte vil økonomidirektør Jesper Kristiansen pr. 1. august 2009 overtage Gunnar Holms stilling som administrerende direktør for Jorton A/S. Gunnar Holm fortsætter som koncerndirektør frem til 31. juli 2010, mens Jesper Kristiansen fortsætter som koncernøkonomidirektør indtil posten som koncerndirektør overtages efter Gunnar Holm pr. 1. august 2010.

I forbindelse med generationsskiftet er Thomas Krog ansat som ny direktør i Jorton A/S, hvor han med reference til den administrerende direktør får ansvaret for produktionen samt salget af virksomhedens ydelser. Thomas Krogh kommer fra en stilling som projektdirektør for Udviklingsselskabet LightHouse i Århus.Thomas Krog har 11 års praktisk erfaring fra byggebranchen i henholdsvis Carl Bro A/S og Rambøll Danmark A/S. Thomas har via sine år i branchen erhvervet et godt netværk, samt et indgående kendskab til de forskellige aspekter i byggebranchen. Thomas har sin første arbejdsdag i Jorton A/S den 4. august 2009.

Den officielle markering af generationsskiftet vil først blive afholdt, når forløbet afsluttes i sommeren 2010. Men vi vil allerede nu benytte chancen til at ønske Jorton og d'herrer rigtig hjerteligt tillykke.

Billeder Årsmøde 2009

Billeder fra Årsmøde 2009 ligger nu på vores hjemmeside. Klik her, hvis du vil finde dig selv og dine kollegaer eller bare lære nye ansigter at kende.

Se Kristine Nygaards tegninger fra Årsmøde 2009

Kristine Nygaard fra Innovator tegnede under hele Årsmødet. Du kan se, hvordan Kristine omsatte de mange ideer og budskaber, der kom frem på årsmødet, til visuelle oplevelser. Her understreges især Kristines fortolkning af Susanne Westhausens oplæg og professor Steen Hildebrandts forelæsning om ledelse og nye tendenser. Klik

Byggeomkostningsindeks for boliger 1. kvartal 2009

Største fald i byggeomkostningerne i ni år. Omkostningerne ved nybyggeri faldt 0,9 pct. fra fjerde kvartal 2008 til første kvartal 2009. Faldet skyldes primært, at materialeomkostningerne er faldet kvartalsvist med 1,3 pct. og at der var markante prisfald på brædder og letbeton i første kvartal. Læs mere

Konjunkturbarometer for bygge og anlæg juni 2009

Byggeriets forventninger er steget minimalt den seneste måned og ligger fortsat på et lavt niveau. Læs mere

FAQ-Byggejura

Vi er blevet pålagt dagbøder, idet vi ikke har overholdt slutterminen i bygherrens tidsplan. Er der særlige formkrav til den måde, bygherren skal meddele os, at "nu falder Far´s hammer"? Lars Tolstrup

Det er ikke så koldt derude...

Vinterkonsulenterne for Bygge & Anlæg, som Kooperationen er med til at finansiere, har netop udsendt et informationsbrev om vejrlig. Informationsbrevet, der kan læses på vinterkonsulenterne , fortæller blandt andet om, hvornår det er vejrlig, opgørelse af spildtid, G-dage m.v. Yderligere oplysninger hos Lars Tolstrup, lt@kooperationen.dk

Isoleringsmaterialer - Ny branchevejledning

En række forskellige faggrupper arbejder med isoleringsmaterialer mange steder i byggeriet - både i forbindelse med nybyggeri og i forbindelse med renovering og nedrivning. Denne vejledning beskriver, hvordan man kan fjerne eller nedsætte arbejdsmiljøbelastninger som fx støv og dårlige arbejdsstillinger i forbindelse med forskellige typer isoleringsarbejde. Vejledningen henvender sig både til bygherren, de projekterende, arbejdsgivere og ansatte, hvor der gives konkrete anbefalinger inden for de forskellige arbejdsprocesser, hvor isoleringsmaterialer indgår. Afslutningsvis vises beskrivelser af forskellige isoleringsmaterialer - dvs. sammensætninger, tilhørende forholdsregler samt mulige helbredseffekter. BAR

Billige Almene Boliger

Boligselskab i Århus erklærer sig parat til at opføre flere forsøgsboliger efter AlmenBolig+ konceptet de kommende år. Allerede nu er Boligselskabet Præstehaven i samarbejde med Århus Kommune langt fremme i planlægningen af de første Almenbolig+ boliger på Tronkærgårdsvej i Skødstrup. Projektet kommer til at omfatte 35 familieboliger med en forventet byggestart i efteråret 2009 og indflytning i sensommeren 2010, og Århus Kommunes rådmand for Teknik & Miljø, Peter Thyssen glæder sig over, at Århus kan være med i det landsdækkende forsøgsprojekt. Licitationen

Hospitalsbyggeri

Regeringen har afsat 25 milliarder alene til nybyggeri og udbygning af sygehuse de næste ti år. Og der skal oprettes lægehuse og akutberedskab for millioner af kroner. Hospitalsbyggeri bliver dermed et af de vigtigste områder for byggebranchen i de kommende år. Allerede i dag er en række nye store hospitalsprojekter på vej, og i øjeblikket raser debatten om, hvorvidt de mindre sygehuse i randområderne skal erstattes af nye topmoderne hospitaler i de større byer. Licitationen

Forskere har godt øje på miljøet i byggeriet

Aalborg Universitet og Statens Byggeforskningsinstitut har samlet ressourcerne inden for byggeforskning i Build.aau, som er Danmarks førende videncenter inden for det byggede miljø. Lavenergibyggeri og sundt indeklima prioriteres højt i Danmarks nye center for forskning i miljø i byggeriet, Build.aau. Centret er resultatet af en fusion sidste år mellem Aalborg Universitet og Statens Byggeforskningsinstitut, og her er samlet 300 forskere inden for byggeri og fysisk planlægning. Licitationen

Mange ulovlige træplader

Erhvervs- og Byggestyrelsen gennemførte i 2007 en markedsovervågning rettet mod træplader. Kontrollen afslørede, at ikke færre end en tredjedel af de kontrollerede produkter overholdt ikke CE-mærkets krav - et resultat, der understreger behovet for markedsovervågning. 15 forskellige fabrikater af træplader blev testet efter relevante produktstandarder. Mestertidende

Vi skal passe bedre på unge 3F'ere - og de skal passe bedre på sig selv!

Ifølge en undersøgelse af dødeligheden blandt 3F's medlemmer har især de helt unge mænd en overdødelighed i forhold til andre fagrupper, og landsgennemsnittet. Bl.a. er unge mænd i alderen på 15-19 år ramt af en overdødelighed på 68 procent i forhold til landsgennemsnittet!

Undersøgelsen omtales i en artikel bragt af Arbejdsmiljøviden. Af artiklens teasertekst lyder det desværre som om det er arbejdsulykker der er "det stygge dyr" i denne kedelige historie. Men når man læser ned i undersøgelsen viser det sig, at det man kan se er, at der er en kraftig overdødelighed, og at det primært skyldes "ulykker". Men der er tale om alle former for ulykker - både i fritiden og i arbejdstiden - herunder også trafikulykker, giftstoffer og fald.

Så når man i artiklen skriver at " Ufaglærte arbejdere knokler på jobbet, og det koster" så skyldes det nok i lige så høj grad en generelle tendens til at særligt de unge fyre - ofte på trods af gentagne tilrettevisninger fra deres arbejdsledere - ikke lige synes at de har tid til liner, hjelme og åndedrætsværn; eller at det ser kikset ud…. Det er jo heller ikke dem alle som "husker" hjelmen på motorcyklen, eller hastighedsbegrænsningen.

Når alt det er sagt - så kan der alligevel være god grund til at være ekstra opmærksom på de unge fyre og deres arbejdsmiljø. De husker bare ikke særlig godt i den alder - og har i højere grad brug for de gode eksempler som vi i øvrigt har så mange af i de kooperative virksomheder. Læs hele artiklen og undersøgelsen her Arbejdsmiljøviden

Fotokonkurrence om arbejdsmiljøet

Tag dit kamera med på jobbet og tag et billede af noget, du synes er et rigtig godt eksempel på sikkerhed og sundhed. Der er 3.000 euro at hente, hvis man tager det bedste foto af sikkerhed og sundhed på arbejdspladsen i en ny fotokonkurrence. Arrangørerne er Det Europæiske Arbejdsmiljøagentur, som inviterer både amatører og professionelle til at deltage i en ny europæisk fotokonkurrence, hvor der er præmier på højkant for ialt 7.000 euro. Der lægges vægt på kreativitet og originalitet og på fotografens universelle evne til at tiltrække og fange en europæisk vinkel på sundhed og sikkerhed på arbejdspladsen. Der er tilmeldingsfrist den 15. august.

Erstatning for mistet fortjeneste

En bygherre indgik aftale med en entreprenør om opførelse af et byggeri. Der var tale om en totalentreprise og ABT 93 var gældende for entreprisen. Men ikke længe efter kontrakten var indgået, annullerede bygherren kontrakten. Entreprenøren krævede nu erstatning for mistet fortjeneste. Dette blev afvist af bygherren. Lars Tolstrup - Kendelse

Sprogkrav var ikke diskrimination

Udtalelse fra Ligebehandlingsnævnet - Det var ikke i strid med forskelsbehandlingsloven, at en arbejdsgiver lagde vægt på en jobansøgers danskkundskaber. Det er ikke diskrimination, når en arbejdsgiver lægger vægt på en jobansøgers sprogkundskaber, hvis den konkrete stilling indebærer opgaver, hvor der med rimelighed må stilles krav til sproget. Det viser denne udtalelse fra Ligebehandlingsnævnet. Sagen handlede om en kvinde med anden etnisk oprindelse end dansk, der søgte en stilling som telemarketingsmedarbejder. Hun fik afslag, fordi hendes danskkundskaber - efter arbejdsgiverens vurdering - ikke var tilstrækkelige til at varetage stillingen tilfredsstillende. Det, mente kvinden, var udtryk for forskelsbehandling på grund af etnisk oprindelse og klagede derfor til Ligebehandlingsnævnet. Norrbom Vinding

Krav om relevant uddannelse var sagligt

Tilkendegivelse fra Afskedigelsesnævnet - Det er i orden at afskedige en medarbejder, der ikke opfylder arbejdsgiverens krav om en relevant uddannelse. Det er sagligt at afskedige en medarbejder uden relevant uddannelse for at ansætte en, der opfylder arbejdsgiverens ønske. Det har Afskedigelsesnævnet netop afgjort. Sagen handlede om en deltidsansat lægesekretær, der ikke havde gennemgået lægesekretæruddannelsen. Men hun blev ansat til almindeligt lægesekretærarbejde, dog med undtagelse af journalskrivning. Medarbejderen blev senere opsagt på grund af rationalisering, og stillingen som deltidsansat blev nedlagt. Imidlertid havde arbejdsgiveren forinden ansat to nye lægesekretærer, der begge havde den formelle uddannelse. Norrbom Vinding

Miljøfolk uimponerede over klimamål

Den internationale miljøorganisation WWF optrapper presset på verdens rigeste lande for at sætte sig nogle mål for, hvor meget de vil skære deres udledninger af drivhusgasser ned de kommende 10 år. På et møde i Italien i forrige uge vedtog 17 af verdens største økonomier - samlet i MEF, Major Economies Forum - at arbejde for, at den globale middeltemperatur højst må stige to grader celsius i forhold til niveauet før industrialiseringen. WWF's hjemmeside "hilser ledernes initiativ velkomment", men betegner samtidig målsætningen som "en tom erklæring", først og fremmest fordi topmødet ikke kom med nogen melding om, hvor meget landene vil skære deres udledninger af drivhusgasser ned på mellemlang sigt. COP15

Europa sover fra ozon-forurening

Ozon i de lavere luftlag er en af de mest skadelige luftforurenere. Forhøjede ozon-niveauer forårsager sundhedsproblemer som for tidlige dødsfald og dårligere høst rundt omkring på markerne i Europa. Selv om Europa stødt har reduceret mængden af forurenende stoffer, der kan føre til dannelse af mere ozon, er ozonniveauerne stort set uforandrede i mange lande, konkluderer Det Europæiske Miljøagentur i en spritny rapport. Nogle lande har haft held med at reducere en smule - andre har status quo, eller også er der ingen data at gå ud fra. Holland og Storbritanniens ozon-niveauer faldt i 1990'erne, og har derefter stabiliseret sig. Hverken i Østrig eller i Schweiz kunne agenturet se noget mønster. Desværre mangler agenturet data fra mange lande rundt omkring i Sydeuropa, hvor ozondannelse er et stort problem. Ingeniøren

Nyhedsbrevet holder sommerferie

Nyhedsbrevet holder sommerferie fra uge 31 til og med uge 33. Vi vender tilbage den 20. august til endnu en velfortjent rejse ud i Cyberspace. Husk, at du altid er velkommen til at sende relevante nyheder til os på kontakt@kooperationen.dk.

Send os et postkort!

Ferie eller ej, er du mere end velkommen til at sende os et "postkort" med de gode historier fra din virksomhed. Det kan være en fødselsdag, et møde eller noget helt tredje. E-mail til kontakt@kooperationen.dk så skal vi nok bringe din nyhed i vores kommende Nyhedsbrev.