Kooperationen

Sekretariatet i forbindelse med årsmødet


Sekretariatet holder lukket den 17. og 18. juni 2009.

Tillykke med de 75 år

Den 12. juni 2009 fejrer Malernes Aktieselskab i Vejle 75 års jubilæum! Der afholdes reception på dagen fra kl. 11.00 i virksomheden Sjællandsgade 48, 7100 Vejle .

Meget har ændret sig siden 1934, hvor C.C. Lützen sammen med en gruppe svende stiftede Malersvendenes Andels-Selskab. I dag har Malernes Aktieselskab, administreret af direktør Peter Rasmussen, en stab på 14 faste ansatte. Ligesom dengang har virksomheden et rigtig godt ry blandt Vejles borgere, ikke mindst i kraft af medarbejderstabens store indsats og dygtighed. Se billeder fra det historiske arkiv og læs interviewet med Peter Rasmussen
Kooperationen ønsker virksomheden og de ansatte hjertelig tillykke med 75-års jubilæet.

Arbejdernes Landsbank fyldte 90 år

Det hører til sjældenhederne, at en dansk bank fylder 90 år. De fleste banker når nemlig enten at fusionere, blive opkøbt eller lukker, inden de når så langt. Men onsdag den 3. juni 2009 fyldte Arbejdernes Landsbank 90 år. Og selvom banken har rundet et skarpt hjørne, har Arbejdernes Landsbank aldrig været sundere og stærkere end nu. Dette blev markeret på dagen, hvor der i alle filialerne blev serveret kaffe og lagkage.
Kooperationen ønsker banken og de ansatte hjertelig tillykke med de 90 år.

Fonden Lo-skolen fejrer 40 år

Den 2. juni 2009 markerede Fonden Lo-skolen sin 40-års fødselsdag, med en reception, i skolens flotte lokaler og smukke omgivelser. Ved den lejlighed blev det præsenteret, at Lo-skolen fornyer sig med ny struktur og nye navne - en bliver til tre: Fonden Lo-Skolen - Center for arbejdsliv og læring - Konventum Lo-skolens konferencecenter. Kooperationen ønsker skolen og de ansatte hjertelig tillykke med de 40 år - og held og lykke med den nye struktur.

Udstilling på Arbejdermuseet

Udstillingen "STATSMINISTRE - 8 socialdemokrater" har som ambition at give et vedkommende, nærværende og indimellem også overraskende indblik i de otte socialdemokratiske statsministres liv - både offentligt og privat. Der vil blive vist sider af dansk politisk historie, som mange vil kunne genkende, fx kendte valgslogans og politiske højdepunkter. Udstillingen rummer et væld af detaljer - dokumenter, fotografier, plakater, genstande, indbo, gaver etc. Især dagbøgerne er gennem årene blevet brugt flittigt af forfattere til biografier om - næsten - alle de otte socialdemokratiske statsministre. Udstillingen er åben for offentligheden fra den 13. juni 2009 og frem til 5. april 2010. www.arbejdermuseet.dk

Konjunkturbarometer for bygge- og anlæg maj 2009

Byggeriets forventninger har stort set ikke ændret sig over den seneste måned og ligger derfor fortsat på et meget lavt niveau. Den sammensatte konjunkturindikator er -43 i maj, mens den i april var -44, når des ses bort fra sæsonudsving. Læs mere

FAQ - Byggejura

Vi har afgivet tilbud på et større byggeri, og nu har bygherren meddelt alle bydende, at han vil sammenstykke et tilbud, ved at acceptere dele af de enkelte bydendes tilbud, hvor de hver især er billigst. Kan han det? Lars Tolstrup

Ny vejledning om samlet udbud i alment boligbyggeri

Velfærdsministeriet har netop udsendt en ny vejledning om samlet udbud i alment boligbyggeri. Formålet med vejledningen er at give en hjælp til at vurdere, hvornår samlet udbud er en relevant mulighed ved et bygge- eller renoveringsprojekt. Vejledningen er ikke en anvisning i, hvordan et samlet udbud bør eller skal gennemføres, men skal betragtes som en inspirationskilde til de boligorganisationer, der har lyst til at prøve kræfter med en ny udbudsform. Lars Tolstrup

Renoveringspulje skaber bureaukrati

To måneder efter at have sendt deres ansøgninger, afventer mange danskere stadig svar på, om de kan få tilskud til at renovere deres bolig. Økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen (K) kritiseres af både lønmodtagere, arbejdsgivere og opposition for sin administration af renoveringspuljen. De mener, hun er skyld i, at byggebranchen har været sat i stå i flere måneder. LO Ugebrev

Ny politisk aftale om praktikpladspakke – udvidede finansieringsmuligheder

Regeringen, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti og Det Radikale Venstre har i lyset af finanskrisens negative påvirkning af praktikpladsområdet indgået aftale om en praktikpladspakke, som skal medvirke til at skaffe flere praktikpladser. Den nuværende Arbejdsgivernes Elevrefusion (AER)-præmieringsordning omlægges, så der gives et samlet tilskud på i alt op til 16.000 kr. per elev for alle nye uddannelsesaftaler indgået efter 1. juni 2009. Der indføres et løntilskud på 30 kr. i timen i prøveperioden til virksomheder, der opretter nye praktikpladser i erhvervsgrunduddannelsen (egu). Læs mere

De forlængede betalingsfrister for A-skat, AM-bidrag og moms fortsætter året ud

Det er besluttet, at fristerne for moms, A-skat og AM-bidrag forlænges - indtil udgangen af 2009. Fristerne for angivelse og betaling af moms, A-skat og AM-bidrag blev udsat i det første halvår af 2009. Nu er det besluttet, at udsættelsen af fristerne fortsætter året ud, men med en model for "indfasning", hvormed man nærmer sig de normale frister måned for måned. For A-skat og arbejdsmarkedsbidrag er det alene betalingsfristen, der er forlænget. Indberetningsfristen er således uændret. For moms er det både angivelses- og betalingsfristen, der er forlænget. Sådan ændres fristerne

Østaftalen ophørte 1. maj 2009

Efter at østaftalen er ophørt 1. maj gælder samme regler for østarbejdere som for dansk arbejdskraft. For de kooperative virksomheder vil det ikke have betydning, da det er overenskomst-dækkede virksomheder. Men I skal være opmærksomme på jeres underentreprenører, fordi dele af arbejdsmarkedet, der ikke har overenskomst, kan nu benytte medarbejdere på vilkår, der ligger under, hvad der er normalt for det danske arbejdsmarked. Læs mere

Styrk Potentialet - hos dine medarbejdere

De seneste års udvikling på arbejdsmarkedet er gået i retning af flere og flere læse- og skriveopgaver. En af grundene til det er et øget behov for kvalitetssikring og procesoptimering, hvilket har skærpet kravene til medarbejdernes læse- og skrivefærdigheder. Samtidig viser undersøgelser at op mod 1 million voksne i Danmark har problemer med at læse og skrive. Læs mere (Trine Hagelskjær Pedersen, Konsulentkompagniet)

Kommuner vil brande sig på godt arbejdsmiljø

Med den populære krone smiley satser kommunerne i stor stil på at få et bedre image som ­arbejdsplads. Hos fagforeningerne frygter man dog, at det ikke giver bonus at blive certificeret - men at et grimt arbejdsmiljø bliver sminket smukt. Stadig flere offentlige arbejdspladser bliver arbejdsmiljøcertificeret, så de kan skilte med et godt arbejdsmiljø. Men flere fagforbund tvivler på, at kommunerne vælger den rigtige løsning til at forbedre arbejdsmiljøet. Ugebrev A4

Tilbage til arbejdet efter stress

Stressramte vender efter sygemelding ofte tilbage til de forhold, der gjorde dem stressede. For at undgå en ny sygemelding er det vigtigt, at jobvilkårene tages op til revision. Herunder at den stressramte ser på sine egne forventninger til arbejdet og afstemmer dem med nærmeste leder. Opfølgning og støtte til den tilbagevendte medarbejder er afgørende, men det glider ofte hurtigt ud i sandet. Arbejdsmiljøviden.dk

Kendelser Byggejura

Det fremgik af et udbudsmateriale, at man som bydende skulle oplyse om, hvilke underentreprenører man ville bruge. Den lavestbydende havde ikke oplyst om hvilke underentreprenører han ville bruge og da han fik arbejdet, klagede næstlavestbydende til Klagenævnet. Klager gjorde gældende, at udbyder ikke havde været berettiget til at antage det laveste bud, da der ikke var oplyst om, hvilke underentreprenører der skulle bruges. Lars Tolstrup

Den umulige lov om jobklausuler

1. juli bliver mange jobklausuler ugyldige som konsekvens af sidste års lovgivning med tilbagevirkende kraft. Loven blev vedtaget for at beskytte medarbejdere mod hemmelige klausuler. Men den er så svær at administrere, at den risikerer at miste sin effekt. Den første juli sidste år trådte en kontroversiel lov i kraft. 14 dage tidligere vedtog Folketinget beskæftigelsesministerens lovforslag om jobklausuler. Blæsten stod ikke så meget om lovens oprindelige formål, som var at beskytte lønmodtagere mod hemmelige aftaler, der forhindrer dem i at få job i konkurrerende virksomheder. Kritikken gik i stedet på lovforslagets udformning. For en gangs skyld var arbejdsmarkedets parter enige om én ting: Loven var en mudret omgang. Håbløs at administrere for virksomhederne og uden effektiv sikring af lønmodtagerne. Norrbom Vinding

Uændret adfærd var ikke nok til bortvisning

Hvis en medarbejder allerede er sagt op på grund af en dårlig arbejdsindsats, kan medarbejderen som udgangspunkt ikke bortvises, hvis den ringe indsats fortsætter i opsigelsesperioden. Medarbejdere kan afskediges, hvis de ikke udfører deres job godt nok. Men de kan som udgangspunkt ikke bagefter bortvises, hvis den hidtidige dårlige indsats fortsætter i opsigelsesperioden. Det viser denne tilkendegivelse fra Afskedigelsesnævnet. Sagen handlede om et avisbud, der havde været ansat siden 1991 og som blev sagt op, fordi han ikke mødte stabilt på arbejde. Sammen med opsigelsen modtog han en advarsel om, at arbejdsgiveren agtede at bortvise ham, hvis han fortsatte med at levere aviserne på gaden foran adresser, som han havde adgang til med nøgle. Da arbejdsgiveren tre dage efter opsigelsen konstaterede, at avisbuddet havde leveret aviser på gaden, uanset at han havde nøgle til opgangen, blev han bortvist. Norrbom Vinding

Bakterier fra havets dyb fjerner tungmetaller

En nyfunden bakterie, som lever dybt under Stillehavet, fjerner effektivt tungmetaller og kan vise sig god til at rense forurenede grunde. Bakterien (Brachybacterium) kan fjerne tungmetallet mangan fra opløsninger ved at konvertere det til uopløselig manganoxider, som endda også absorberer metallet fra opløsningen. Ingeniøren

Ny hjemmeside om klimakamp for unge

www.klimakampen.dk er et læringsunivers tiltænkt unge, primært til brug i fritiden. Med udgangspunkt i den klimaudfordring, som verdenssamfundet står overfor, kan brugerne blandt andet udforske viden og teorier om, hvordan menneskenes aktiviteter påvirker klimaet, blive klogere på hvad vi kan gøre for at mindske påvirkningerne og ikke mindst deltage i kreativ idéudvikling i samarbejde med sitets øvrige brugere.

Skriv til os!

Nej, vi skal ikke sælge denne hund! Men vi kan formidle de nyheder, som du synes er relevante for dig og dine kollegaer. Det kan være en fødselsdag, et møde eller noget helt tredje. Det vigtigste er, at du mailer den til os 1 eller 2 dage inden udsendelsen af vores Nyhedsbrev. Så skal vi nok klare resten! Mail til kontakt@kooperationen.dk

Tilmeld dig vores Nyhedsbrev

Og få spændende nyheder om netop din branche! Vi bringer den nyeste information om forskellige temaer såsom byggeri, lovgivning, arbejdsmiljø og arbejdsmarked, bare for at nævne nogle få. Send en e-mail med dit navn til kontakt@kooperationen.dk