Kooperationen

Regler for ophold og arbejde

Reglerne for at få opholds- og arbejdstilladelse i Danmark afhænger af, hvor din medarbejder kommer fra, hvad formålet med opholdet i Danmark er, hvor længe personen skal være i landet osv.

Der skelnes mellem nordiske statsborgere, EU/EØS-borgere, borgere fra nye EU-lande og borgere fra 3. lande. Der gælder desuden særlige regler for grænsependlere (grænsegængere). Derudover findes der en række særlige ordninger, som gør det lettere for højt kvalificerede udlændinge fra 3. lande at få opholds- og arbejdstilladelse i Danmark.

Det er udlændingens eget ansvar at få en arbejdstilladelse, hvis reglerne kræver det. Hvis en udlænding arbejder ulovligt i Danmark, kan han/hun udvises af landet, og både udlændingen og arbejdsgiveren kan straffes med bøde eller fængsel.

Udlændinge, der er omfattet af Positivlisten, kan få opholdstilladelse i op til 3 år med mulighed for forlængelse i op til 4 år.

Opholdstilladelsen kan kun gives eller forlænges indtil 3 måneder før passets udløbsdato. Det vil sige, at hvis ens pas fx udløber om 12 måneder, kan opholdstilladelsen kun gives for 9 måneder eller forlænges med 9 måneder.


Hvis man bliver uforskyldt ledig, fx på grund af nedskæringer, kan man få 6 måneders ekstra opholdstilladelse, så man har mulighed for at søge et nyt job. Man skal i dette tilfælde selv søge om opholdstilladelse til jobsøgning senest 2 dage efter, at ens ansættelse ophører. Det kan gøres ved at sende et brev til Udlændingeservice, som indeholder ens fulde navn, adresse, cpr-nr., Udlændingenr., kopi af gyldigt pas samt oplysninger om hvorfor, man er blevet ledig. Det er en betingelse for at få de 6 måneders ekstra opholdstilladelse, at man ikke modtager hjælp efter lov om aktiv socialpolitik.

Hvis man finder et nyt job, mens man er i arbejde, eller mens man har en opholdstilladelse til jobsøgning, kan man godt starte på sit nye job inden, man har fået en ny opholds- og arbejdstilladelse. Man skal blot indgive sin ansøgning senest på dagen, hvor man begynder på sit nye job.

En arbejdsgiver har ingen forpligtelser i forhold til indberetning når en udenlandsk medarbejder stopper i firmaet.

Hvis ens opholdstilladelse udløber, og man har søgt om forlængelse, og man stadig er ansat i det samme job på samme vilkår, som da man fik den oprindelige opholdstilladelse, har man lov til at blive i Danmark og fortsætte i sit job, mens Udlændingeservice behandler ansøgningen.

Opholdstilladelsen kan godt forlænges selvom det fagområde, man er ansat indenfor, ikke længere befinder sig på Positivlisten, så længe man er i samme ansættelsesforhold.


Mere information hos Work in Denmark